Pakistanske journalister protesterer mot økt sensur i landet forut for valget. Foto: EPA / NTB scanpix

Økt sensur og angrep på medier før historisk valg i Pakistan

MENINGER: Etter 10 års historisk arbeidsro for det pakistanske demokratiet er det en spent befolkning som onsdag 25. juli går til stemmeurnene. Det har vært en markant framgang når det gjelder lover, men det er grunn til bekymring for blant annet pressefriheten.  Overgrep mot journalister og økt sensur er bare blitt verre.  Det er en kamp mellom et reaksjonært statsapparat og en progressiv regjering – som også er av avgjørende betdning for resten av verden.

Av Adnan Rehmat Sist oppdatert: 24.07.2018

Torsdag 31. maj 2018 var en politisk milepæl Pakistan. For første gang i landets 71 år lange historie havde to demokratiskvalgte regeringer afsluttet hver sin 5-årige regeringsperiode. Uden statskup, uden at blive tilsidesat af præsidenter (der i Pakistans konstitutionelle føderation kun er staffage) – og uden militærets indblanding.

Nu er det tid til et nyt valg.
Onsdag d. 25. juli går pakistanerne til stemmeurnerne for at stemme til parlaments- og provinsvalg, og på trods af den usikkerhed, der naturligt følger i kølvandet på årtiers elendige politiske erfaringer, spirer der alligevel blandt befolkningen et håb for Pakistans demokratiske fremtid.

 

Progressiv lovgivning

De sidste år har budt på en række fremskridt.
Der er betydeligt færre terrorangreb i forbindelse med dette valg i forhold til valget i 2013.
De afgående regeringer (i Pakistan er der en national og fire provinsielle regeringer) har taget hånd om problemet med konstant mangel på strøm, den urbane udvikling, der buldrer derudad, og landets økonomiske indikatorer har ikke set bedre ud i tre årtier.
Derudover har de afgående lovgivere gennemført en rekordstor mængde lovgivning – mere end 500 nye love og fem forfatningsændringer – hvoraf langt de fleste har været progressive og medført omfattende sociale, politiske og økonomiske reformer. Fire af de nye love handler specifikt om Retten til Information.
Det er godt nyt for de pakistanske medier, der gennem den sidste regeringsperiode da også har holdt regeringen i kort snor med et vedholdende fokus på og krav om gennemsigtighed og ansvarlighed.
Et eksempel er den pakistanske udløber af de globale læk Panama Papers i 2016, hvor journalistiske afsløringer forbandt daværende premierminister Nawaz Sharif til omfattende korruption. Sidste år blev Sharif diskvalificeret fra nogensinde igen at have et offentligt embede, og i begyndelsen af juli i år modtog han en fængselsdom på 10 år for korruption, manglende indkomsterklæring og for at skjule aktiver i udlandet.

 

Øget censur er dybt foruroligende

Dog er det paradoksalt, at censuren i Pakistan sideløbende med afsløringerne af Sharif kun er taget til – og den er ikke kun målrettet medier. Også politikere og civilsamfundsaktivister oplever i stigende grad, at deres ytringsfrihed begrænses af et statsapparat, der derved sætter den demokratiske konsolidering og den civile magt på spil.
Blandt andet har domstolene på egen hånd givet både tjenestemænd, ministre, politikere, journalister og mediehuse mundkurv på. Pakistans valgkommission har fulgt trop og inddæmmet politikeres ytringsfrihed og begrænset mediers mulighed for at dække det forestående valg. Dette er tilsyneladende sket med det formål at manipulere politiske opfattelser og narrativer.
De sidste måneder er den drakoniske Prevention of Electronic Crimes Act fra 2016 for alvor kommet i brug, og flere journalister er slæbt for retten på grund af kommentarer givet på sociale medier. I maj alene blev loven brugt til at lukke munden på tre innovative digitale medier ved at forbyde dem eller ganske enkelt lukke ned for adgang til dem online.
Tilbagegangen for pressefrihed i Pakistan er blevet bemærket af internationale medier, der i deres dækning har fokuseret på den stigende censur, ligesom medierettighedsaktivister og -organisationer har udtrykt bekymring over den negative effekt, som man må formode, at intimideringen af medier vil have på valgprocessen.
Også internt i Pakistan er der kritiske røster. Den afgående premierminister Shadid Khaqan Abbassi har i kraftige vendinger kritiseret forsøget på at udvide censurregimet og udtalt, at sådanne tiltag muligvis kan give ”fordele på kort sigt, men i det lange løb, er de aldrig i et lands og en nations interesse”, og chefen for All Pakistan Newspaper Society (APNS) og leder af landets andenstørste mediehus Dawn, Hameed Haroon, har fordømt de ”åbenlyse angreb på ytringsfrihed” i Pakistan.

 

Med livet som indsats

Dertil kommer, at Pakistan fortsat er et af verdens farligste lande at være journalist i.
I løbet af de sidste 18 år er mere end 2000 journalister blevet angrebet, såret, bortført, arresteret eller chikaneret, og mindst 119 journalister og ansatte ved medier er blevet dræbt. Med det høje tal in mente er det dybt foruroligende, at blot to mennesker er blevet dømt for at have slået journalister ihjel.
International Media Support (IMS) har arbejdet i Pakistan i adskillige år med et skarpt fokus på netop sikkerhed for journalister. For at sikre en lovmæssig beskyttelse af Pakistans journalister, har IMS blandt andet bistået de stående udvalg for Information og Broadcasting med at udarbejde en lov om sikkerhed for og beskyttelse af journalister.
Den føderale regering var i færd med at sende denne lov til vedtagelse, da dens embedsperiode løb ud i maj. Det forventes, at det nye parlament efter valget vil tage loven op og prioritere, at den bliver vedtaget.

 

Nationalt valg med international betydning

Indtil da holder vi vejret og krydser fingre for et fredeligt valg på onsdag.
Kampen står mellem regeringen og statsapparatet, hvis handlinger de sidste måneder har været et klart forsøg på at bremse landets sekulære og progressive udvikling for i stedet at fremme en fremvoksende religiøs højreradikal dagsorden, der ikke er interesseret i at skabe fred med nabolandene Afghanistan og Indien.
Det er ikke kun problematisk nationalt, men bestemt også internationalt. For et Pakistan der ikke fungerer som et pluralistisk demokrati, vil også skabe problemer for resten af verden.
I modsætning til nabolandet Iran har Pakistan dog aldrig valgt en islamisk teokratisk regering eller givet højreekstreme grupper magten. I stedet har befolkningen ved samtlige forudgående valg kun valgt centrum-venstre regeringer og dermed sendt et klart signal om, at de ønsker et konstitutionelt demokrati.
Det er vigtigt at huske.

Mening

Meld deg på Bistandsaktuelts nyhetsbrev. Hold deg orientert om det som skjer innen bistand og utviklingspolitikk.
Publisert: 24.07.2018 06.14.29 Sist oppdatert: 24.07.2018 06.21.05